Appetizers & Cocktails

Præsenteres af Meyers Madhus

Mix klassiske cocktails med et personligt touch, og byg et måltid af små retter op til cocktail-serveringerne. Det er disciplinen i dette nye kursusformat, hvor du også lærer at lave grundelementer til cocktails fra bunden, som bitters, shrubs og infusioner.

Vores egen New Yorker-kok og cocktail-entusiast, Ulf Agger, står for seancen, hvor vi starter med at fremstille tre essentielle ’power-tools’ til din cocktail-værktøjskasse: vi laver en såkaldt simple syrup, som vi dernæst infuserer med ingefær – både på en hurtig og en langsom måde – og vi fremstiller en koncentreret bitter med urter og krydderier, som du får med hjem, så den kan trække færdig. Vi laver ligeledes en såkaldt shrub, som er et lidt overset men lækkert element i cocktailkunsten. Denne del af aftenen giver dig værktøjerne til selv at lave et væld af skræddersyede cocktail-ingredienser, som du ikke kan købe dig til.

Dernæst mixer vi fire klassiske cocktails i Ulfs fortolkning og tilbereder en enkel ret til hver af disse. Du hører historierne bag de forskellige serveringer og lærer den metier, der sikrer perfekt smag, den rette styrke og en knivskarp præsentation af dine cocktails – og dine appetizers.

Og for en god ordens skyld: dette er ikke et arrangement, du skal køre hjem fra i bil.

Aftenens menu:

Bloody Mary – lammehjerter, radiccio og glaskål
Vesper – grillet blæksprutte
Manhattan – braiseret gris med brændt rosenkål
Dark ’N’ Stormy – chokolade og mascarpone

Det får du:
•Et delikat måltid og fire klassiske cocktails
•En bitter, en infusion og en shrub med hjem
•Opskrifterne med hjem på alt det, vi laver
•Omsorg fra værtinde og opvasker, så du kan koncentrere dig om det vigtige

Om underviseren: Ulf Agger er for nylig hjemvendt fra New York, hvor han som kok i fem år har ernæret sig ved at stå for middage for diplomatiet. Ulf er desuden engageret i familieproduktion af vin på Sydfyn og dedikeret til cocktailkunsten, som han forelskede sig i på New Yorks legendariske cocktailbarer.


HVOR: Meyers Madhus, Nørrebrogade 52 C, 2200 København N
HVORNÅR: Torsdag den 4. december 2014 fra 18.00-21.00
HVEM: Ulf Agger


Adresse: Nørrebrogade 52C, 2200 København N

Læs mere på: www.meyersmadhus.dk
Der er ingen billetter til salg i øjeblikket til denne event.