KBHFF's madværksted med Økokalaset

Præsenteres af Københavns Fødevarefællesskab

Lav mad sammen med medlemmer fra Københavns Fødevarefællesskab (KBHFF) og med Økokalaset. Alle er velkomne, også selvom du ikke er medlem.

KOM, SE VORES STED
Vi vil gerne åbne op for vores fødevarefællesskab. Vi vil vise hvad vores fællesskab kan, og vi vil vise hvor avlerne leverer deres frugt og grønt til KBHFF. Du får mulighed for at komme i forklæde og deltage i KBHFF's mobilkøkken, Økokalaset, hvor vi laver et økologisk måltid af sæsonens bedste grøntsager fra lokale producenter. Arrangementet bliver i KPH Volume, der ligger tæt ved Enghave Station, og som deler gård med bl.a. CPH Skatepark, GAME, AFUK og Trailerpark Festival. KPH Volume er den hal midt i København, vi bruger som lager hver eneste onsdag året rundt.

TILBERED OG SPIS ELLER BARE SPIS
Der er to typer billetter. Vær både med til at tilberede og spise maden, eller vær blot med til at spise den. Kommer du kl. 16, kan du være med til madenlavningen, og så betaler du kun det halve for madbilletten. Du skal også være velkommen uden billet og medbringe egen mad. Der vil være få ekstra madbilletter at købe på dagen, men så skal du nok være der tidligt. Vi spiser når maden er klar, og går hjem når den sidste gæst er mæt på god mad og godt samvær.

FEM EVENTS I ÅR
Sidste år havde vi et enkelt af disse events, og det gik forrygende. Derfor forsøger vi os med hele fem events i år.
Datoer: 6. juli, 3., 10., 17. og 24. august (alle onsdage)

MUSIK OG OPLÆG
Vi har fået musikere og oplægsholdere på til nogle events. Det hele er et stort eksperiment, og vi jammer bare musik, mad og oplæg, til det giver mening. Udgangspunktet for det hele er KBHFF's grundprincipper - sæsonbetonede, økologiske og lokalt producerede fødevarer, der distribueres gennem et arbejdende lokalt forankret fællesskab. Oplæggene skal gerne gøre os klogere på fødevarefællesskaber, og hvad vi er og gør. Musikken og maden skal binde det hele sammen. Vi vil gerne have flere musikere og oplægsholdere, så skriv endelig til info@kbhff.dk, hvis du mener, det er dig, vi skal høre på!

OM KBHFF
KBHFF er en medlemsdrevet non-profit indkøbsforening, som indkøber og distribuerer økologiske og biodynamiske grøntsager i sæson fra lokale producenter på Sjælland og Fyn. Derudover formidler vi viden om økologi og skaber fællesskaber med lokal forankring i København. Som medlem af foreningen forpligter man sig til at lægge som minimum tre timers frivilligt arbejde om måneden for at få adgang til at kunne købe grøntsagerne. På den måde minimerer vi udgifterne til distribution. 90-92 % af den pris, man som medlem betaler for grøntsagerne, går direkte til landmanden.

EN DEL AF COPENHAGEN COOKING & FOOD FESTIVAL
Madværkstedet den 24. august er blevet en del af Copenhagen Cooking’s program. Derfor har vi valgt, at der skal kræsses ekstra meget for maden, og så sætter vi masser madværter på. Det betyder at billetterne koster mere denne dag.

Adresse: KPH Volume, Enghavevej 80, 2450 København SV

Der er ingen billetter til salg i øjeblikket til denne event.