Giv dit barn en madoplevelse for livet, når restauranter landet over reserverer alle
siddepladser til børn og unge. Forældrene sendes uden for døren!
Tirsdag den 9. oktober 2012 kl. 17-18.30 kan børn og unge over hele landet gå på restaurant med deres søskende og venner – men uden deres forældre. Børnene får mulighed for at nyde en sund og velsmagende 3-retters menu, der både forkæler smagsløgene og udvider deres madhorisont. Dygtige kokke landet over vil på denne særlige aften lægge sig i selen for at forberede et måltid, der afspejler sæsonen, smager vidunderligt og stimulerer de unges nysgerrighed overfor mad, de ikke kender. Find en restaurant i jeres nærområde og giv dit barn en madoplevelse for livet!
Det koster 100 kr. + gebyr pr. kuvert.
Billetten dækker både mad og drikke og skal blot medbringes på aftenen, så sørger vi for resten.
Overskuddet fra Smagens Time går ubeskåret til Melting Pots arbejde med at etablere en madskole for fattige unge i Bolivias hovedstad, La Paz, i samarbejde med IBIS.