Madvandringen Langs Vandet

Præsenteres af GoEat

Vi gentager madvandringen fra maj måned (med et par enkelte ændringer), hvor du som gæst går fra Nordhavn til Nyhavn og får forskellige serveringer på madstederne langs ruten. Vandringen giver et godt indblik i, hvordan byens havnemiljø udvikler sig, og hvordan det kommer til udtryk i maden. Der vil være fem+ stop, hvor der serveres mindre retter. Der vil være mulighed for at tilkøbe drikkevarer. Glæd dig til en hyggelig lørdag, hvor du i selskab med andre lærer byen bedre at kende og får en anderledes madoplevelse og inspiration til kommende restaurantbesøg.

Turbeskrivelse: Turen starter i det nye Nordhavn på Just A Winebar i bunden af The Silo. Nordhavn gennemgår en forvandling fra havneindustri til mondænt boligområde og selvfølgelig har en vinbar fundet vej til dette område. Vi anbefaler at komme i god tid og stikke hovedet ind på den anden side af bygningen, hvor et udstillingsrum viser både Nordhavns historie og de fremtidige planer for at bebygge området. Just A Winebar serverer charcuterie og ost med brød, der passer til stedets vine.

Næste stop på turen er Buvette Nordhavn, der bidrager til Nordhavns hygge og ægte pariserstemning. Bistroen, der ligger helt ud til havnebassinet og på torvet, hvor mange andre spisesteder har fundet vej, serverer fransk sprød overraskelse med Piment d'Espelette og creme på tube.

Turen går videre til Amerika Kaj, hvor Storehouse ligger lidt tilbagetrukket fra havnekanten, som en del af lejlighedshotellet Andina. Lejlighedshoteller skyder op i storbyerne og med bl.a. køkken og vaskemaskine i lejlighederne tilbyder faciliteter, som folk på længerevarende men stadig midlertidige ophold har behov for. Storehouse har selvfølgelig hotellets gæster som målgruppe men er samtidig en del af det lokale miljø på Amerika Kaj og København. I dette multinationale miljø serverer Storehouse i bedste nordiske stil rødbedelaks til os.

På den videre færd blander vi os uundgåeligt med turiststrømmen ved Den Lille Havfrue til venstre og Kastellet til højre. Lidt længere fremme ligger Løgismose Toldboden gemt en smule af vejen. Løgismose Toldboden er vel gourmetsupermarked nr. 1 i København og ligger i den ene ende af Nordre Toldbod, som gennem tiderne har indkasseret told på varer, der kom ad vandvejen. Samtidig har det været stedet, hvor udenlandske fyrstelige og statsoverhoveder er blevet modtaget, hvis de er ankommet med skib til København. Dronningen bruger stadig stedet til at komme til og fra Kongeskibet. Løgismose byder på udvalgte tapas og drikkevarer kan købes til supermarkedspriser.

I den anden ende af Nordre Toldbod, efter vi har passeret de gamle pakhuse ligger Scandic Front overfor Skuespilshuset, Operaen, Ofelia Plads, Kyssetrappen mm. Med en sangria i hånden kan du danne din egen mening om arkitekturen og de kulturelle udbud.

Turen fortsætter via Nyhavn ind i hjertet af de københavnske gågader, forbi Storkespringvandet til Blomst, som er sidste stop. Blomst er et nyåbnet hyggeligt spisested placeret imellem flagskibsbutikkerne for to store danske eksportvarer: Royal Copenhagen og Georg Jensen. Blomst vil servere prøver på deres køkken og det klassiske danske smørrebrød. God tur!

Hvis du har allergier skal du angive det, når du køber din billet.

Adresse: Just A Winebar, Murmanskgade 9, 2150 Nordhavn

Læs mere på: www.goeat.dk
Der er ingen billetter til salg i øjeblikket til denne event.