I anledning af madfestivalen Spis med i vores køkkener åbner Neurorehabilitering – Kbh eksklusivt dørene og inviterer til frokost i deres center på Strandvejen. Få et sjældent indblik i hverdagen på et rehabiliteringscenter, hvor maden spiller en vigtig rolle i borgernes rehabiliteringsforløb.
Ved Tuborg Havn ligger Neurorehabilitering – Kbh, et rehabiliteringscenter for voksne med erhvervet hjerneskade. Centret har 45 enestuer og mellem 350-400 døgnforløb samt 700-800 ambulante forløb om året for borgere i Københavns Kommune.
Målet med rehabiliteringen er, at borgerne i videst muligt omfang bliver selvstændige og får et meningsfuldt liv. Heri fylder maden og måltidet en afgørende rolle. Det er nemlig vigtigt, at borgerne får den rigtige ernæring, fordi det har stor betydning for deres rehabilitering og trivsel.
Derfor arbejder kokken Robert og resten af holdet i køkkenet med at lave velsmagende mad af sæsonens råvarer, som er både genkendelig, nærende og tilpasset den enkelte borgers behov.
Udover at følge Københavns Kommunes ambitioner om økologisk og klimavenlig mad, skal måltiderne på Neurorehabilitering – Kbh også tage hensyn til bl.a. nedsat appetit, allergier og tygge-synkebesvær.
Det betyder, at køkkenet laver dagens ret i op til 14 forskellige udgaver. Alle skal nemlig opleve glæden og fællesskabet ved måltidet samtidig med, at det, der ligger på tallerkenen, giver den rette ernæring og energi til dagens træning.
Fredag 26. april inviterer Neurorehabilitering – Kbh til frokost, hvor du kan få indblik i hverdagen på et rehabiliteringscenter og erfare, hvordan sæsonbaseret og ernæringsrigtig mad til borgere på døgnophold smager.
Velkommen til Neurorehabilitering – Kbh.
Menu
Snacks
Sprøde fiskeskind med løg og urter
Grillet aromatisk brød bagt med kikærter
Salsa på grønkål og ristede kerner
Hovedret
Frikadeller på mørksej, ærter og rejer med tartarsauce, ristede kartoffelbåde og salat med rødkål og nødder.
Dessert
Chokoladekage med rødbede og kikærter serveret med karamel og vaniljeskyr
Dagens program
Arrangementet starter kl. 11.30 og varer to timer med frokost og indslag.
Kl. 11.30 - Ankomst og velkomst
Kl. 12.00 – Frokost
Kl. 13.30 - Tak for i dag
Om Neurorehabilitering – Kbh
Neurorehabilitering – Kbh ligger i Hellerup ved Tuborg Havn. Centret har 45 enestuer og mellem 350-400 døgnforløb samt 700-800 ambulante rehabiliteringsforløb om året for københavnere med erhvervet hjerneskade. Centret har – udover specialiseret træningsudstyr og -teknologi – et orangeri, en balancebane, petanquebane og et træningskøkken til borgerne.
Spis med i vores køkkener er madfestivalen, hvor Københavns offentlige køkkener åbner dørene og inviterer dig indenfor.
Fra 24. marts – 11. april 2025 og den 19. og 20. august under Copenhagen Cooking kan du opleve, hvordan maden i kommunens skoler, plejehjem og sociale tilbud smager, når otte institutioner byder på middag.
Bag måltiderne står dygtige og dedikerede køkkenmedarbejdere, der hver dag sørger for sund og grøn mad. Ambitionen? At gøre København til en sund og bæredygtig madby.
Læs mere om Mad- og Måltidsstrategien her.