Brewmaster's Battle - Dry&Bitter, Amager Bryghus og Jacobsen

Præsenteres af SKAAL

Til Brewmaster’s Battle på SKAAL får du en helt unik oplevelse, når tre københavnske bryggerier mødes med den fynske stjernekok Per Hallundbæk for at udfordre humlen ved maden.

Per Hallundbæk leverer en udsøgt 4-retters menu, og brygmestrene Morten Ibsen, Husbryggeriet Jacobsen, Morten Valentin Lundsbak, Amager Bryghus, og Søren Parker Wagner, Dry&Bitter, medbringer særligt udvalgte øl fra deres bryghuse, som de hver især mener fremhæver de vigtigste elementer i maden.

Under middagen vil de tre brygmestre fortælle historien om deres medbragte øl og argumentere for, hvorfor netop deres øl, får maden til at gå op i en højere enhed. Du kan stemme på din favorit ølparring til Per Hallundbæks menu og beslutte hvem af de tre brygmestre, der skal stå som vinder af ’Brewmaster’s Battle’.

SKAAL er en af Københavns største ølbarer og har på få år formået at sætte et solidt fodaftryk blandt byens seriøse ølbarer. SKAAL skifter dagligt øludvalget og har altid 48 spændende haner og mere end 60 forskellige flaskeøl i kælderen. 


Menu

Rimmet torsk med agurk, persillerod og citron

Kalvemørbrad med spidskål, bagt selleri i sauce på sommer rørhat og morkel

”Brødtorte” med røget blå ost, solbær og jordnødder

Mousse på amber chokolade med blommekompot og karamelliseret brown ale is.



Adresse: SKAAL, Kultorvet 11, 1175 København K

Læs mere på: https://www.copenhagencooking.dk/program/
Der er ingen billetter til salg i øjeblikket til denne event.