Spis med hos Skolen i Sydhavnen – en madskole med vandet i baghaven

Præsenteres af Københavns Kommune

Normalt er spisesalen på Skolen i Sydhavnen kun åben for skolens 800 elever. Men i anledning af Spis med i Vores Køkkener kan du få eksklusiv adgang og smage skolemad, der lever Københavns Kommunes vision om at være en grøn og vital madby.

Skolen i Sydhavnen er én af Københavns Kommunes 16 madskoler. Det betyder, at et hold elever hver dag har mad på skoleskemaet, når de er med i køkkenet for at lave frokost til deres klassekammerater. Her lærer de basale køkkenfærdigheder, bliver inspireret til at prøve nye smage og får viden om den mad, vi spiser, og hvor den kommer fra.

Skolen, der er af byens nyeste madskoler, ligger på Teglholmen med havnen i baghaven. Fra vandsiden er skolen åbnet mod sine omgivelser med terrasser i forskellige niveauer, som giver plads til leg og læring i bevægelse. Mod landsiden blander skolen sig med byens liv. 

I hjertet af skolen ligger køkkenet, hvor Sabrina og hendes team hver dag laver god, nærende og sund frokost til skolens elever. 

Denne aften serverer de et udvalg af elevers favoritretter og fortæller om hverdagen på en madskole. I løbet af aftenen vil der være mulighed for at få en rundvisning og se skolens fascinerende arkitektur. 

Velkommen til en hyggelig aften på Skolen i Sydhavnen! 

Menu 
Sabrina og hendes team serverer snacks, hjemmelavet lemonade og to retter

Snacks: 

  • Hjemmelavet lemonade  
  • Sprødt & blødt  
  • Grønne sticks og smørbønnepuré

Hovedretter:

  • Millionbønner med kartoffel-blomkålsmos serveret med syltede rødløg og agurkesalat    
  • Stegte sild m. æble/dijon/dild hertil ristede kartofler samt selleriremoulade med karry

Aftenens program 
Arrangementet starter 17.30 og varer to timer med middag og indslag undervejs. 

Kl. 17. 30 - Ankomst og velkomst 
Kl. 18.00 - Middag ved langborde 
Kl. 19.30 - Tak for i aften

Om Skolen i Sydhavnen
Skolen i Sydhavnen er en folkeskole på Teglholmen i København. Skolen blev indviet i 2015, og har i dag mere end 800 elever fordelt på 0. - 9. klassetrin. Skolen er bygget som en madskole med spisesal og storkøkken. 



Adresse: Støberigade 1, 2450 København

Læs mere på: https://sis.aula.dk/

 Spis med i vores køkkener


Arrangementet er en del af Spis med i vores køkkener, en madfestival for de offentlige køkkener i Københavns Kommune.  Se hele festivalprogrammet her.

Fra 8. – 26. april 2024 og under Copenhagen Cooking åbner otte institutioner eksklusivt dørene og inviterer til middag, så københavnerne kan smage den mad, der hver dag serveres i skoler, daginstitutioner, plejehjem, midlertidige døgnophold, sociale tilbud og fritidscentre Københavns Kommune. 

Måltiderne i kommunens institutioner er nemlig grønne og klimavenlige takket være dygtige og dedikerede medarbejdere. Ambitionen er, at København skal være en grøn, sund og vital madby, hvor vi alle spiser for fremtiden. 

Læs mere om Mad- og Måltidsstrategien her.

Der er ingen billetter til salg i øjeblikket til denne event.