Tag med på en gastronomisk rejse til Napoli under Copenhagen Cooking, og nyd en traditionel familiefrokost i de smukke omgivelser i Bobo Food Studio, der til lejligheden er omdannet til en italiensk familierestaurant. Her tilbereder familien Buono en autentisk frokost med de opskrifter, der er gået i arv fra deres napolitanske bedsteforældre. Helt klassisk, som traditionen byder, men samtidig lidt ud over det sædvanlige.
I ny og næ griber Buono Brothers deres strengeinstrumenter, og fortolker napolitanske klassikere. Der skal lidt musik til, mener de!
Vi byder indenfor hos køkkenchef Boris Buono, der laver no-nonsense italiensk mad, som hans far og bedsteforældre har lært ham. Boris faldt nemlig i pastavandet som barn hos sine bedsteforældre i Napoli, og er aldrig rigtigt kommet op igen. Det kan smages. Hans tidligste smagserindringer fra de napolitanske gryder har været definerende for både hans opvækst og hele hans kulinariske virke gennem karrieren, der har budt på kapitler som kok på Noma, Formel B, Krogs Fiskerestaurant og Bottega Trattoria. Boris driver samtidig med restauranten på Bremerholm et af Ibizas mest roste spisesteder, Ibiza Food Studio.
KOM MED BORIS I KØKKENET
At kreere en autentisk napolitansk pizza er et særligt håndværk, man bør overlade til en pizzaiolo med Napoli i blodet. Så er det godt, vi har Boris i køkkenet. Men sin italienske families råd, dåd og høje krav til råvarer i erindring, respekterer han om nogen, de nærmest ukrænkelige dogmer, der i 1984 blev nedfældet for ”Vera pizza napoletana”.
Denne lørdag kan du eller dine børn komme med Boris i køkkenet og være med til at lave din egen pizza, og lære de tips og tricks, som han lærte af sin familie. Bare rolig, vi laver det hårde arbejde, og du må gerne sige nej tak, hvis du helst vil nøjes med bare at tage imod pizzaen, når den kommer rygende varm ud af den træfyrede stenovn efter godt et minut i 475 graders varme, som dogmerne befaler. I 2017 blev ”Vera pizza napoletana” optaget på UNESCO’s kulturarvs-liste, så det er seriøse sager, vi snakker om!
OM BOBO FOOD STUDIO
Bobo Food Studio er netop åbnet i Hotel The Socialist, i de smukke lokaler i Bremerholm 6, der tidligere husede Herman K.
Nu er adressen atter blevet en helt særlig destination med hotel, restaurant og bar til glæde for både naboer, forbipasserende og tilrejsende fra nær og fjern.
Køkkenet er personificeret ved køkkenchef Boris Bouno, der er uddannet på Formel B og derefter blev kok på Noma, før han blev køkkenchef på Krogs Fiskerestaurant og Bottega Trattoria – og derefter flyttede til Ibiza, og startede Ibiza Food Studio, der kører for fuldt blus på sjette år.
Menuen skifter løbende og der er stort fokus på lokale, økologiske råvarer – og friskfanget fisk og skaldyr.
Følg Bobo Food Studio på Facebook: www.facebook.com/bobofoodstudio
Følg Bobo Food Studio på Instagram: www.instagram.com/bobofoodstudio
ANTIPASTO NAPOLETANA
Vi starter med klassisk napolitansk antipasto - alt hvad hjertet kan begære af italienske lækkerier.
PIZZA
Vera pizza napoletana
PASTA
Vi serverer to af Boris’ families favorit-pastaretter.
Pastaen er naturligvis hjemmelavet på restaurantens pastamaskine efter nøjagtigt samme opskrift, som den, han lærte som barn af sin far derhjemme, hvor der konstant hang frisklavet pasta til tørre i køkkenet.
Pastaen sættes midt på bordet, og så deler vi de gode sager.
DULCE
Vi afslutter måltidet på klassisk maner
VINE
Til maden kan du nyde flotte vine fra Campania og Napoli-området som f.eks. Fiano de Avellino og mytisk Taurasi.
Arrangementet er en del af Copenhagen Cooking, en årligt tilbagevendende madfestival i København. I 10 dage fra den 20. – 29. august samler vi de absolut bedste kokke, restauranter, gastro-nørder, kulturinstitutioner og madfolk for at hylde hovedstadens madscene.
Følg Copenhagen Cooking her:
Facebook
Instagram
Nyhedsbrev