Fællesspisning og kålkærlighed på Nordens Plads

Præsenteres af Copenhagen Cooking 2024 x Meny Domus Vista x Medborgercentret Nordens Plads

Bliv klogere på kålens smagfulde univers og forkæl dine smagsløg med en omgang vaskeægte kålkærlighed, når kok Pernille Vejrum (tidl. Bistro Boheme)  og grøn chef i Food Organisation of Denmark Trine Krebs gæster Medborgercentret Nordens Plads under Copenhagen Cooking.

Program
17.00 Fælles velkomst i den smukke byhave Nordens Have, hvor den glødende forkæmper for danske økologiske råvarer Trine Krebs deler ud af sin KÅLKÆRLIG og -viden. Er der nogen der kan fortælle om kål – så er det Trine! Og så kigger vi på det, der gror – og er selvfølgelig mest interesseret i at høre om kålen, som dyrkes af både private og foreningen Nordens Have.

17.30 Så er der serveret! Vi samles om køkkenøen i Medborgercentret, hvor Pernille Vejrum har tryllet kål i alskens former og farver om til en skøn omgang aftensmad, som vi spiser i fællesskab, mens snakken går og hyggen helt sikkert opstår.

20.00 Tak for i aften.

Dine værter
Trine Krebs er en markant skikkelse inden for økologi og bæredygtighed i Danmark. Hun er uddannet husholdningslærer og har i over 20 år arbejdet som madinspirator, med fokus på at fremme økologisk og lokal mad. 

Pernille Vejrum er kok og gastronomisk konsulent hos Food Organisation of Denmark. Pernille er udlært hos Per Thøstesen på Bistro Boheme i København, hvor hun startede som elev og endte med at stå bag komfuret i i 13 år (de seneste seks som køkkenchef).

Meny Domus Vista er et af Københavns største fødevaremarkeder med et bredt udvalg af specialiteter. Du finder alt fra fiskehandel, røgeri og bageri til slagteri, osteafdeling og café. Meny Domus Vista har vundet flere priser, blandt andet som Danmarks bedste slagter og grønthandler. Meny Domus Vista leverer en stor del af aftenens råvarer.

Medborgercentret Nordens Plads fremmer medborgerskab ved at give alle mulighed for at involvere sig i eget og andres liv. Vi tilbyder selvbetjent bibliotek, foredrag, koncerter og andre kulturelle aktiviteter. Gratis lokaler er til rådighed for borgerdrevne aktiviteter, og vi hjælper med at skabe arrangementer og netværk. Vi samarbejder med lokale interessenter for at forbedre området. Kom forbi til en snak og en kop kaffe, så finder vi ud af, hvad vi kan gøre for dig.

Nordens Have på Nordens Plads er en byhave på Frederiksberg, der fokuserer på fællesskab, bæredygtighed og social velfærd. Haven tilbyder plantekasser, insekthoteller og grønne områder og er et sted, hvor lokale borgere kan deltage i workshops, fællesspisninger og kulturelle arrangementer. Nordens Have fungerer som et samlingspunkt for dem, der ønsker at bidrage til et bedre miljø og styrke fællesskabet i området.

I tilfælde af regn...
Så sløjfer vi besøget i Nordens Have og mødes i Medborgercentret Nordens Plads kl. 17.

Kål i fokus
Årets hovednavn på Copenhagen Cooking 2024 er kålen, og under overskriften Kålkærlighed får den en ubestridt hovedrolle i ambitionen om at gøre denne alsidige grøntsag endnu mere attraktiv.

Kålen er nemlig fuld af smag, økonomisk overkommelig, mættende, sprudlende af sundhed og både god for kroppen og klimaet – og så trives den i vores lokale klima. Se alle madevents med kålen i fokus her og køb årets kålplakat af Pine Cone Project her.

Læs mere om Årets hovednavn her.



Adresse: Medborgercentret Nordens Plads, Nordens Plads 16a, 2000 Frederiksberg

MENU

Okonomiyaki (japansk kålæggekage)

Helstegt blomkål med brunet smør og sesam

’Smashed cucumber’-salat

Menuen er vegetarisk

Drikkevarer
Medbring gerne selv, det du vil drikke til maden

En del af Copenhagen Cooking

Arrangementet er en del af Copenhagen Cooking, en årligt tilbagevendende madfestival i København. I 10 dage fra den 16. – 25. august samler vi de absolut bedste kokke, restauranter, gastro-nørder, kulturinstitutioner og madfolk for at hylde hovedstadens madscene.

Følg Copenhagen Cooking her: 
Facebook
Instagram
Nyhedsbrev

Der er ingen billetter til salg i øjeblikket til denne event.