Spis med i Fountain House – et aktivitets- og samværstilbud på Østerbro for mennesker med psykiske lidelser

Præsenteres af Københavns Kommune

I anledning af madfestivalen Spis med i vores køkkener åbner Fountain House på Østerbro eksklusivt dørene og inviterer til middag. Her kan du smage den mad, som giver husets medlemmer et trygt, nærende og sundt holdepunkt i hverdagen.  

Fountain House på ydre Østerbro er en selvejende institution for psykisk sårbare medborgere. Udover café, fællesspisning, studieenhed, ungetilbud og socialt samvær kan medlemmerne deltage i en række aktiviteter som fx musik og billedkunst eller film- og løbeklubber.  

Hos Fountain House er brugerne af huset medlemmer. Det betyder, at medlemmer og medarbejdere driver huset sammen og arbejder side-om-side med at forme de aktiviteter, der er i huset.  

Det gælder også køkkenet, hvor Tanja og Morten sammen med køkkenets medlemmer sørger for menuplan og indkøb, madlavning og servering af dagens frokost, som kan købes for 35 kroner. 

For mange af husets medlemmer er måltidet et trygt og vigtigt holdepunkt i en hverdag, hvor det at købe ind og lave mad, kan være svært at overskue. Derfor har Morten og Tanja fokus på, at måltiderne er nærende, sunde – og selvfølgelig smager rigtig godt. 

Torsdag 11. april 2024 inviterer Tanja, Morten og husets medlemmer til middag i spisesalen, hvor du kan lære om hverdagen i Fountain House og smage den mad, som hver dag serveres af og for husets medlemmer.  

Velkommen til Fountain House.

Menu 
Køkkenet serverer to dejlige retter 

Hovedret 
Gryderet med masser af grøntsager, røde linser og kikærter. Hertil grøn topping, knas og sprød parmaskinke. Retten serveres med madbrød og grov raita

Dessert 
Saftig citruskage med birkes og lilla skum
Kaffe eller te

Aftenens program? 
Arrangementet starter 17.30 og varer to timer med middag og indslag.? 

Kl. 17. 30 - Ankomst og velkomst?
Kl. 18.00 - Middag 
Kl. 19.30 - Tak for i aften

Om Fountain House   
Fountain House på ydre Østerbro er en selvejende institution for mennesker med psykiske lidelser. Her bliver man en del af en hverdag med frivilligt arbejde, struktur og fællesskab. I Fountain House er brugerne af huset medlemmer. Det indebærer, at medlemmerne har medbestemmelse på husets aktiviteter og driver de daglige funktioner sammen med personalet.  



Adresse: Teglværksgade 22 , 2100 København Ø

Læs mere på: www.maaltider.kk.dk/spismed

Spis med i vores køkkener

Spis med i vores køkkener er madfestivalen, hvor Københavns offentlige køkkener åbner dørene og inviterer dig indenfor.

Fra 24. marts – 11. april 2025 og den 19. og 20. august under Copenhagen Cooking kan du opleve, hvordan maden i kommunens skoler, plejehjem og sociale tilbud smager, når otte institutioner byder på middag.

Bag måltiderne står dygtige og dedikerede køkkenmedarbejdere, der hver dag sørger for sund og grøn mad. Ambitionen? At gøre København til en sund og bæredygtig madby.

Læs mere om Mad- og Måltidsstrategien her.

Der er ingen billetter til salg i øjeblikket til denne event.