Frederiksberg Høstfest 2018 - Hahnemanns Køkken

Præsenteres af Copenhagen Cooking & Food Festival

I 2016 deltog Trine Hahnemann i høstfesten under overskriften ”Mad, traditioner og kultur går hånd i hånd”. I 2018 vender Trine & Co tilbage og sætter dette år fokus på madspild i tråd med Copenhagen Cooking & Food Festivals indsatsområde.  

Hahnemanns Køkken vil gerne invitere til en skøn sensommer høstmiddag i samarbejde med de økologiske landmænd Stenbølgaard og Hegnsholt Hønseri. Hvis vi skal blive bedre til at reducere vores spild og have en fremtid med minimalt madspild, så kan vi ikke undgå at kigge på forholdet og samarbejdet mellem landmændene og restauranterne. Vi vil derfor gerne invitere til en smagfuld og dejlig middag, hvor menuen er baseret på råvarer, der er nøje udvalgt fra landmanden.

En fremtid med nul madspild kræver et tæt samarbejde, hvor landmanden planlægger og dyrker råvarer ud fra forespørgsel og restauranten anvender, hvad der er tilgængeligt hos landmanden - et princip, som Frederiksberg Høstfest er med til at skubbe til.

Landmændene

Hegnsholt Hønseri ligger i Lejre, hvor de driver et kompromisløst økologisk landbrug. Alt hvad Hegnsholt fortager sig har et klart omdrejningspunkt: Dyrenes absolutte trivsel. Alle aktiviteter i produktionen tager ganske enkelt udgangspunkt i at understøtte dyrenes velfærd og holde dem som dyr – ikke som produktionsenheder.

Stensbølgård er et økologisk landbrug med tilhørende gårdbutik, der ligger i det skønne Hornsherred i Lejre kommune. De omlagde til økologisk produktion i 1998, da det var vigtigt for de to ejere, Kirsten og Johan, at passe bedre på naturen.

Menu

  • Kold grønsagssuppe med urter, brød og kærnemælkssmør
  • Braiseret Gris, kål, peberrod, urter og sort byg, Hegnsholt
  • Grønsager fra Stenbølgaard
  • Kærnemælks panna cotta med bær og knust marengs

Det praktiske: Du skal selv medbringe tallerken, bestik og glas. • Det er muligt at købe drikkelse på dagen. • Du kommer til at sidde ved den restaurant, du køber billet til, så husk at købe billetter til samme restaurant, hvis I gerne vil sidde flere sammen. • Vi mødes fra kl. 17.00, og kl. 18.00 sætter vi os alle til bords. Kl. 21.00 siger vi tak for mad og på gensyn næste år. • I tilfælde af regn har vi sørget for tag over hovedet.

Partnere: Frederiksberg Høstfest er et partnerskab mellem Frederiksberg Kommune, Økologisk Landsforening og Copenhagen Cooking & Food Festival. Høstfesten er støttet af Tuborgfondet. Jalm&B sørger for lækkert Artisanbrød til bordet, og Il Fornaio sørger for økologisk olivenolie til at dyppe brødet i. Ramlösa stiller vand på bordet til gæsterne.



Adresse: Frederiksberg allé 1820

Der er ingen billetter til salg i øjeblikket til denne event.