Kom til kokkeskole med David de Silva og nyd fire timers rejse til Sri Lanka og ind i farmors køkken i den lille baggård i Colombo, og lær at lave autentiske Sri Lanka specialiteter. Sammen får vi hele Østerbro til at dufte af krydderiblandinger, curries og sambol.
”Jeg kan stadig dufte og smage min farmors mad når jeg lukker øjnene. Jeg mindes når hun ristede krydderierne til sin egen karryblanding, og over åben ild tilberedte den srilankanske ris, samba-risen, der har en helt unik duft. Jeg glæder mig til at genskabe de dufte og smage på kokkeskolen”
David de Silva (tidl. Davids Bistro), har tilbragt en del af sit liv på Sri Lanka, og har omfavnet sin gastronomiske arv så eftertrykkeligt, at han både har lært at mestre det autentiske, lokale køkken samt skabt virksomheden Kandy Spices, der producerer single origin krydderier dyrket på en social bæredygtig og miljømæssig forsvarlig måde.
Det srilankanske køkken er sit eget, men samtidig en smeltedigel af råvarer og smage, der blev bragt til øen af kolonimagterne for flere hundrede år siden og siden fusioneret med især det sydindiske køkken – men også elementer fra Thailand, Malaysia og Kina.
VI STARTER FRA BUNDEN, MEN ENDER MED AT VÆRE HELT PÅ TOPPEN!
David starter med at røbe familiehemmelighederne, og du lærer at lave ”Sri Lankan roasted curry”. Krydderiblandingen er smagsfundamentet i retterne på Sri Lanka, og vi rister os frem til dagens blanding, der givetvis vil få hele Skt. Kjelds Plads til at dufte af varme krydderier og fjerne egne. Så er vi i gang!
Du skal lære at lave en stærk, krydret beef curry.
Du kommer til at mestre samba-ris, som er en særdeles aromatisk ris med oprindelse på Sri Lanka.
Vi kommer igennem hele paletten af farverige, veganske curries med fuld smæk på smagen:
- Rødbedecurry med korianderfrø, Ingefær, chili og kokosmælk
- Daal med gurkemeje, ceylon kanel og karryblade
- Stir-fried, fint snittede grønne bønner med løg, gurkemeje og revet kokos
- Aubergine mojo, stærk og krydret pickle af auberginer, løg, krydderier og chili
- Potato kiri hothi, kartofler i mild og cremet sauce med bukkehorn, gurkemeje og kokosmælk
- Gotu kola frisk salat med grønt, løg, tomat og lime
- Coconut sambol, revet kokosnød med løg, frisk lime og rød chili
Vi hygge-nipper til øl og vin undervejs, og til slut nyder vi alle de gode srilankanske sager, vi har lavet sammen, med noget godt at drikke dertil.
NÅR DET RINGER UD …
Når det ringer ud efter endt kokkeskole, går du hjem med varme i kinderne, inspireret, mæt og munter med nye køkkenkundskaber, opskrifter og et glas af den ristede krydderiblanding - samt en dybfølt længsel efter at opleve Sri Lanka.
Vær opmærksom på, at kurset først gennemføres ved min. 12 tilmeldte.