Mad på Kanten i Nordvest

Præsenteres af Copenhagen Cooking & Food Festival

Kom med til et unikt sammenskudsgilde på Garage Park NV på Rentemestervej, hvor vi hylder naboskabet, lokalområdet og ikke mindst glæden ved at spise sammen – på tværs af kulturer og generationer.

Du spiser sammen med 99 andre madglade venner fra hele København, og i fællesskab fremtryller vi en dejlig middag. Du medbringer selv en delevenlig hovedret, mens de dygtige kokke fra det kulinariske laboratorie .506 sørger for en plantebaseret forret.

Vi dækker op med langborde hos Garage Park NV, så tag din veninde, nabo eller frisør med under armen til en aften med samvær, god mad og indslag fra områdets lokale aktører.

Nordvest er et kulturhistorisk kludetæppe i kanten af København. Her ligger brune bodegaer side om side med møntvaskerier, kiosker, industribygninger og hippe kaffebarer. Nordvest er helt sin egen, og det vil vi ære og fejre med en langborgsmiddag for nordvestbeboere og resten af København!

Arrangementet foregår udendørs, så tag en varm trøje med. Hvis vejret ikke er med os, rykker vi middagen indendørs. Du er velkommen til at medbringe egne drikkevarer, og der vil også være mulighed for at købe øl, vin og vand i baren.

Kort om Garage Park NV
We Do Democracy står bag den midlertidige bypark Garage Park NV og Københavns nye mødested for demokrati og deltagelse: Demokrati Garage. Begge initiativer bor i hjertet af Nordvest og rækker ud efter både naboer og københavnere, der er nysgerrige på nye fællesskaber.
Garage Park NV er en grøn oase midt på en tidligere parkeringsplads. Her gror en Byhumle-skov sammen med Tag-Tomats højbede, mens en fårekyllingfarm viser fremtidens fødevareproduktion.
Initiativet er støttet Kultur- og Fritidsudvalget ved Københavns Kommune. 

Eventet er arrangeret i samarbejde med We Do Democracy og .506.
Mad på Kanten er støttet af Københavns Kommune. 


Info

Vi sørger for bestik, tallerkener og glas, så tag blot en delevenlige hovedret med. 
Der vil være mulighed for at købe drikkevarer på stedet. 

Aftenens program

Kl. 17:30 står vi klar til at tage imod jer med velkomstdrinks. Der vil være tid til at udforske området, inden vi byder alle officielt velkomne.

Kl. 18:00 tager vi plads ved bordene og byder jer alle velkomne. Her præsenteres aftenens program og alle de dygtige lokale aktører som er involveret. 

Kl. 18:15 vil .506 præsentere jer for en bæredygtig forret, hvor lokalt dyrkede grøntsager samt krydderurter fra deres egen vertikale farm spiller en hovedrolle. Efterfølgende skal vi nyde godt af hinandens medbragte hovedretter.  

I løbet af aftenen vil der være indslag fra lokale aktører, så se frem til en aften hvor vi hylder Nordvest og dets unikke egenskaber, og du lærer flere fra din by at kende. 

Husk gerne en varm trøje til aftentimerne. 



Adresse: We Do Democracy, Rentemestervej 53, 2400 København NV

Læs mere på: https://www.copenhagencooking.dk/program/
Der er ingen billetter til salg i øjeblikket til denne event.