På Martha Hjemmet serverer køkken og personale hver dag madglæde og velsmag for byens yngste borgere. Nu åbner de dørene for en enkelt eftermiddag, hvor børnene er med til at servere, mens køkken og personale fortæller om en hverdag med mad i børnehøjde.
Martha Hjemmet kalder sig selv et måltidshus. Det betyder, at de arbejder målrettet med at servere sunde og alsidige måltider for institutionens 170 børn. Samtidig arbejder de med madmod og maddannelse, så måltidet er mere end bare den mad, der ligger på tallerken.
I køkkenet tilbereder Almir, Eva og Sasha de daglige måltider, der er 90 % økologiske. Maden er lavet fra bunden, brødet er hjemmebagt og samarbejdet med personalet i resten af huset er vigtigt for at skabe de retter rammer om måltidet.
Køkkenet ligger med vinduer ud til den store legeplads, så børnene kan kigge med, mens der snittes, hakkes og bages til dagens tre måltider. En gang imellem banker børn på køkken-ruden for at lokke en håndfuld kerner ud af køkkenet, der altid har en bøtte med ristede solsikkekerner fra rugbrødsproduktionen stående i vinduet.
Velkommen til en hyggelig eftermiddag på Martha Hjemmet, hvor børn og personale inviterer inden for til et dejligt måltid og et kig ind i dagligdagen i et måltidshus midt på farverige Nørrebro.
Menu
Køkkenet serverer to retter:
Forret: Saltet laks, mild rygeostcreme, dild mayo og rugbrødsknas
Hovedret: Kylling danoise; helstegt kylling med persille, syltede agurker og rabarber samt små kartofler kogt i løvstikke.
Aftenens program
Kl. 15.00 - Ankomst
Kl. 15.15 - Velkomst ved institutionens ledelse og køkkenet
Kl. 15.30 - Spisning og fællessang
Kl. 16.45 - Tak for mad
Kl. 17:00 - Vi hjælpes ad med at sætte stole op og siger tak for en dejlig aften
Om Martha Hjemmet
Martha Hjemmet er en integreret institution på Nørrebro. Institutionen har cirka 170 børn i alderen 0 - 6 år fordelt på vuggestue og børnehave. Martha Hjemmet har til huse i en stor, treetagers bygning på Brohusgade med en stor legeplads i gården.
Spis med i vores køkkener er madfestivalen, hvor Københavns offentlige køkkener åbner dørene og inviterer dig indenfor.
Fra 24. marts – 11. april 2025 og den 19. og 20. august under Copenhagen Cooking kan du opleve, hvordan maden i kommunens skoler, plejehjem og sociale tilbud smager, når otte institutioner byder på middag.
Bag måltiderne står dygtige og dedikerede køkkenmedarbejdere, der hver dag sørger for sund og grøn mad. Ambitionen? At gøre København til en sund og bæredygtig madby.
Læs mere om Mad- og Måltidsstrategien her.