Chiliolie er en af de mest alsidige smagsforstærkere, du kan have i dit køkken – og hvis du vil lære at lave din egen crispy chiliolie fra bunden, er denne workshop til dig. Goose Deli, en ny deli i Nordvest, der til hverdag laver deres egen chiliolie, står for workshoppen og guider dig igennem fra start til slut.
Undervejs laver vi en lille snack, så du kan smage resultatet. Derudover får du naturligvis også din hjemmelavede chiliolie med hjem, klar til at tage dine retter til næste niveau.
Brug olien til at løfte en skål ramen, toppe en risotto, give din avocadomad et kick eller dryppe den over din pizza – du vil med garanti opdage, at du tager chiliolien frem igen og igen for at give hver ret den sidste finish på både smag og udseende.
Dine værter
Goose Deli er en ny deli, som er åbnet i Københavns Nordvestkvarter. De trækker på smage fra Kina, Danmark, og Nordamerika og skaber udsøgte madoplevelser, som kombinerer inspiration og erfaring fra verden over. Kom forbi og få både hjemmelavet bagværk, lækker frokost og spændende delikatesser.
Gastrotools er en dansk virksomhed, hvis mission er at give hjemmekokkene værktøjer til bedre madlavning - både gennem køkkenudstyr i professionel kvalitet samt gennem læring, opskrifter, inspiration og indsigter fra den professionelle verden.
Bemærk at billetprisen er eksklusiv billetgebyr.
Til workshoppen lærer du at lave din egen chiliolie, som du herefter får med hjem.
Deltagere skal være minimum 18 år, da workshoppen indebærer arbejde med meget varm olie.
Arrangementet er en del af Copenhagen Cooking, en årligt tilbagevendende madfestival i København. I 10 dage fra 15. – 24. august samler vi de absolut bedste kokke, restauranter, gastro-nørder, kulturinstitutioner og madfolk for at hylde hovedstadens madscene.
Følg Copenhagen Cooking her:
Facebook
Instagram
Nyhedsbrev