Folkekøkken på Roskilde Festival
Præsenteres af Fonden Københavns Madhus og Roskilde Festival
Forestil dig et sammenskudsgilde, hvor ingredienserne der udgør det gode måltid, er alle de mennesker som deltager.
Et fælles måltid har altid været en god måde at samle mennesker på. Over maden får vi et pusterum, rum til samtale og fællesskab. På dette års Roskilde Festival kan du i City Center East få genopladet batterierne med et måltid i Fonden Københavns Madhus’ klimavenlige folkekøkken.
På tallerkenen er en bæredygtig, 100 % økologisk menu sammensat af Københavns Madhus’ passionerede kokke. De har taget det bedste fra den danske sommersæson og sat det sammen til et stimulerende måltid for både øjne og mave. Måltidet passer både veganeren, vegetaren og den som vil have umamismag fra det animalske rige. Fællesnævneren er, at der er taget hensyn til klima og miljø i udvælgelsen af ingredienserne.
I folkekøkkenet bliver du taget godt imod af passionerede frivillige fra uKirke som guider jer igennem måltidet. I er selv med til at dække bord og hente maden. Maden kommer på fade så I skal i fællesskab dele ud og rundt. Det er som regel over det gode måltid at de bedste samtaler starter, så uKirke’s frivillige sørger også for, at fællesmiddagen vil blive krydret med quiz, spørgsmål og samtalestartere.
Det er social spisning i bedste festivalstil!
Om maden:
• En 100 % økologisk krydret sommergryde med sæsonens grønt og blomster. Serveres i fælles skåle og på fade, som I selv skal servere og dele rundt ved bordet.
• Der er mulighed for at tilkøbe øl, saft og vand i Folkekøkkenet.
Det praktiske:
• Du finder Folkekøkkenet i City Center East
• En billet koster 55 kr. og kan købes via Madbillet.dk eller i indgangen.
• Når I ankommer, har I bordet i en time.
• Vi holder åbent både til frokost og aften hele festivalperioden
Adresse: City Center East, Roskilde Festival