Dine værter
Henrik Jyrks mission er at gøre kvalitetsmad tilgængelig for så mange mennesker som muligt. Det gør han med respekt for oprindelse og naturlig smag og et indgående kendskab til Michelinkøkkenets høje standarder. Henrik har tidligere være køkkenchef på bl.a. KUL og IBU, men driver nu Dining By Jyrk. Her skaber han oplevelser med mad i centrum for private og virksomheder og bruger sin erfaring og viden som konsulent for restauranter og virksomheder.
Hos Larsen Fine Food bygger vi på dybtgående gastronomiske erfaringer og en kompromisløs tilgang til kvalitet og håndværk. Vores team, med baggrunde som kokke ved top-restauranter, værdsætter samarbejdet med dedikerede avlere og producenter fra hele Europa for at sikre friske og sæsonbetonede råvarer. Vores mission er at være den foretrukne leverandør i branchen ved konsekvent at tilbyde høj service, faglig viden og de bedste produkter i den gode smags tjeneste.
Hos YesChef kan du få fyldt køkkenskabe og skuffer op uanset om du er på udkig efter kvalitetsudstyr eller fantastiske råvarer. YesChef har samlet de bedste og mest innovative produkter til madlavningen, og har, uanset om du er professionel kok eller madglad amatørkok, køkkengrejet til dig. Fødevarerne hos YesChef er specielt udvalgt ud fra deres kvalitet og smag, og sortimentet rummer et væld af gode og smagfulde traditionelle fødevarer fra Japan.
Det praktiske
Du skal selv medbringe tallerken, bestik og glas. Vi sørger for både øl- og vinbarer på Alléen. Du kommer til at sidde ved den restaurant, du køber billet til, så husk at købe billetter til samme restaurant, hvis I gerne vil sidde flere sammen. Vi mødes fra kl. 17.00, og kl. 18.00 sætter vi os alle til bords. Kl. 21.00 siger vi tak for mad og på gensyn næste år.
Il Fornaio sørger for håndlavet Primitivo surdejsbrød til bordet, og prisvindende økologisk extra jomfruolivenolie til at dyppe brødet i.
Oatly serverer lækre cortado'er og chokolademælk i slutningen af middagen.
I tilfælde af regn...
Flyttes arrangementet i ly for regnen. Beslutningen træffes tre dage før og du får i så fald direkte besked.
Partnere
Frederiksberg Høstfest er et partnerskab mellem Frederiksberg Kommune og Copenhagen Cooking.
Kål i fokus
Årets hovednavn på Copenhagen Cooking 2024 er kålen, og under overskriften Kålkærlighed får den en ubestridt hovedrolle i ambitionen om at gøre denne alsidige grøntsag endnu mere attraktiv.
Kålen er nemlig fuld af smag, økonomisk overkommelig, mættende, sprudlende af sundhed og både god for kroppen og klimaet – og så trives den i vores lokale klima. Se alle madevents med kålen i fokus her og køb årets kålplakat af Pine Cone Project her.
Læs mere om Årets hovednavn her.
MENU
Forret
Kål & goma fra Yeschef
Hovedret
Grillet poussin fra Larsen Fine Food med karry
Dessert
Rabarber & miso fra Yeschef
NYHED – Høstmenu til børn fra Haver til Maver
Som noget nyt i år tilbyder Haver til Maver en gør-det-selv børnemenu, som I kan tage med til Høstfesten! Brug ventetiden før middagen på Frederiksberg Allé til at lave mad med hele familien i Haver til Mavers udekøkken i deres fantastiske skolehaveunivers i Frederiksberg Have.
Sammen med et par af Haver til Mavers dygtige kokke bliver I guidet igennem tilberedelsen af et lækkert, børnevenligt grønt måltid med særlig fokus på kål. Hele familien kan deltage i madlavningen.
Bagefter kan måltidet tages med til Høstfesten og nydes i ladcyklen eller på et picnictæppe på alléen, mens far og mor nyder en lækker 3-retters høstmenu ved langbordet. Husk at medbringe egne to go-bøtter og service.
Hent jeres billetter til 100 kr. + billetgebyr her. Bemærk, at I kun skal købe billetter til det antal måltider, I vil tilberede. Hvis forældrene ikke spiser med, så køb kun billetter til børnene.
Du kan også besøge Haver til Mavers skolehave og lave mad med hele familien søndag 18. august til frokost eller aftensmad.
Haver til Maver driver gastronomiske skolehaver, hvor alle 4. og 5. klasser fra skolerne på Frederiksberg deltager i en skolehavesæson hvert år. Her lærer de om vejen fra jord til bord til jord og at lave skønne grønne retter af de grøntsager, de selv har dyrket.
Arrangementet er en del af Copenhagen Cooking, en årligt tilbagevendende madfestival i København. I 10 dage fra den 16. – 25. august samler vi de absolut bedste kokke, restauranter, gastro-nørder, kulturinstitutioner og madfolk for at hylde hovedstadens madscene.
Følg Copenhagen Cooking her:
Facebook
Instagram
Nyhedsbrev