Frederiksberg Høstfest: Frederiks Have x Eat Grim

Præsenteres af Copenhagen Cooking

I de historiske bygninger på hjørnet af Smallegade og Virginiavej ligger restauranten Frederiks Have, der i år er med til Frederiksberg Høstfest for første gang. De vil sammen med Eat Grim stå for en lækker og bæredygtig tre-retters menu.

Frederiks Have er en lille perle centralt på Frederiksberg. Restaurantens menu, der kan nydes både inde eller på deres udendørs terrasse, ændres løbende i takt med sæsonen. Der bruges altid friske råvarer fra Danmark eller Norden, hvilket afspejles i menuen der tager afsæt i det nordiske køkken. Maden tilberedes med omhu helt fra bunden med både klassiske og nyudviklede metoder, så gæsten altid sikres den højeste kvalitet.

Eat Grim er på en mission for at mindske madspild. En tredjedel af alle frugter og grøntsager går til spilde i landbruget enten på grund af overproduktion eller fordi de simpelthen er for ”grimme”. Eat Grim leverer ”uskønne” frugter og grøntsager til både restauranter og private med deres økologiske grøntsagskasser på abonnement. Målet er at skabe en retfærdig fremtid, hvor skøre former, ekstraordinære farver og alle størrelser er den nye norm.

Det praktiske: • Du skal selv medbringe tallerken, bestik og glas. • Vi sørger for både øl- og vinbarer på Alléen. • Du kommer til at sidde ved den restaurant, du køber billet til, så husk at købe billetter til samme restaurant, hvis I gerne vil sidde flere sammen. • Vi mødes fra kl. 17.00, og kl. 18.00 sætter vi os alle til bords. Kl. 21.00 siger vi tak for mad og på gensyn næste år. • I tilfælde af regn har vi sørget for tag over hovedet.

Il Fornaio sørger for håndlavet Primitivo surdejsbrød til bordet, og prisvindende økologisk extra jomfru olivenolie til at dyppe brødet i.

Partnere: Frederiksberg Høstfest er et partnerskab mellem Frederiksberg Kommune og Copenhagen Cooking.


Menu

Forret:
Kål med østersmayo, syltet bladselleri og radiser

Hovedret:
Grillet kalvetyksteg, løg, bagte majs, og salsa verde

Dessert:
Persillerodsmousse, æbler og valnødder



Adresse: Frederiksberg Allé, 1820 Frederiksberg C

En del af Copenhagen Cooking

Arrangementet er en del af Copenhagen Cooking, en årligt tilbagevendende madfestival i København. I 10 dage fra den 20. – 29. august samler vi de absolut bedste kokke, restauranter, gastro-nørder, kulturinstitutioner og madfolk for at hylde hovedstadens madscene.

Følg Copenhagen Cooking her:
Facebook
Instagram
Nyhedsbrev

Der er ingen billetter til salg i øjeblikket til denne event.