I Møllehuset har de en køkkenhave med kartofler og krydderurter. Netop kartoflen spiller en særlig rolle, når Møllehuset åbner dørene i forbindelse med Copenhagen Cooking og inviterer dig til middag i deres café, Café Smilet.
Møllehuset ligger midt i De Gamles By på Nørrebro omgivet af grønne områder og samtidig tæt på byens puls.
Køkkenet, der servicerer plejehjemmets fire afdelinger med alle dagens måltider, er et nybygget produktionskøkken, hvor der tilberedes nærende, hjemmelavede måltider og bages brød og kage til plejehjemmets 84 beboere.
Denne aften får du en forsmag på køkkenets herligheder, når forstander Iben Alsholm og køkkenleder Laura Andersen byder velkommen til en hyggelig aften på Møllehuset.
Menu
Hovedretten er en kartoffelgratin med ost og bacon samt en sprød grøn salat som tilbehør.
Til den søde tand får du Møllehusets populære bønnebrownie med hjemmelavet is.
Aftenens program
Arrangementet starter 17.30 og varer to timer med middag og indslag undervejs.
Kl. 17. 30 - Ankomst og velkomst
Kl. 18.00 - Middag i caféen
Kl. 19.30 - Tak for i aften
Om Møllehuset
Møllehuset er et kommunalt plejehjem, der ligger i De Gamles By på Nørrebro. Møllehuset har 84 beboere fordelt på fire etager. Møllehuset ligger i det stemningsfyldte område De Gamles By på Nørrebro, hvor der er masser af grønne områder, legeplads og dyr, fx geder, høns og kaniner.
Arrangementet er en del af Spis med i vores køkkener, en madfestival for de offentlige køkkener i Københavns Kommune. Se hele festivalprogrammet her.
Fra 8. – 26. april 2024 og under Copenhagen Cooking åbner otte institutioner eksklusivt dørene og inviterer til middag, så københavnerne kan smage den mad, der hver dag serveres i skoler, daginstitutioner, plejehjem, midlertidige døgnophold, sociale tilbud og fritidscentre Københavns Kommune.
Måltiderne i kommunens institutioner er nemlig grønne og klimavenlige takket være dygtige og dedikerede medarbejdere. Ambitionen er, at København skal være en grøn, sund og vital madby, hvor vi alle spiser for fremtiden.