Mamas Daal er skabt ud fra ønsket om at dele ægte, hjemmelavet punjabisk mad og samle mennesker omkring bordet. I centrum står bælgfrugterne, som Mama forvandler til smagfulde retter fyldt med kærlighed og varme. Til home dining i Mamas hjem i Hvidovre deles ikke blot måltider, men også historier, kulturarv og passionen for plantebaseret mad, der mætter både krop og sjæl. Målet er at give en autentisk og uformel oplevelse, hvor omsorgen bag hvert måltid mærkes, og hvor man går hjem med en følelse af forbindelse og inspiration.
Mama har sammensat en menu, der hylder det vegetariske køkken med hendes elskede signatur-daal af sorte linser – så cremet og fyldig, at alt andet træder i baggrunden.
MENU
Daal Makhni
Fløjlsbløde sorte linser med friskkværnede krydderier og en aromatisk tadka af hjemmelavet ghee og garam masala. Serveres med basmati ris, syrlig mango pickle, mynte chutney og en sprød tomat-rødløg salat, der tilsammen skaber et afstemt modspil.
Palak Paneer med Naan
Bløde paneer stykker i en blid spinat- og krydderisauce, ledsaget af lune naanbrød – perfekte til at opsamle den fyldige smag.
Kheer med mandler og mango
Klassisk risdessert serveret kold med sprøde mandler og silkeblød hjemmelavet mango puré, som giver en let og frisk afrunding.
En del af Det Længste Bord
Det Længste Bord er en begivenhed, hvor mennesker i alle aldre og fra alle samfundslag mødes over et måltid. På tværs af landet skaber vi den største langbordsmiddag nogensinde. Målet er, at alle kan deltage og bidrage. Vi ønsker, at det er muligt for alle fra skolebørn til borgmestre, fra plejehjemsbeboere til Michelin-kokke at være med og byde ind. Fællesskabet, samværet, den gode madoplevelse og begejstringen for at samles mange om en unik begivenhed er den drivende kraft. I 2025 dækker Brøndby, Faaborg og Svendborg op til Det Længste Bord.
Læs mere om Det Længste Bord