Tag med, når vi starter Copenhagen Cooking med morgenløb i selskab med festivalchef Katja Seerup Clausen og Claus Meyer, der løber i front.
Vi løber en social 5 km-rute med stop undervejs til smagsprøver og morgenhygge – og vi lover: Det bliver en morgentur, du sent vil glemme.
Vi mødes kl. 7.30 på festivalpladsen i Kødbyen, hvor teltpælene til årets festivalplads er ved at blive rejst. Her byder Raw Culture på et opkvikkende Morning Shot, før vi sætter i løb mod Harlo & Meyer på Gammel Kongevej. Her venter en bid lun kanelsnurre og iskold æblemost fra Lilleø.
Turen går derefter retur til Kødbyen, hvor Raw Culture åbner baren og serverer kombucha fra fad, og Harlo & Meyer disker op med BMO’s (bolle med ost) og friskbrygget kaffe, som brygges og udskænkes Harlo og Meyers kaffepartner Søren Sylvest, der sammen med Claus, grundlagde en af Københavns første kaffebarer og siden risteriet Copenhagen Roasters i Valby – en perfekt start på dagen, inden du skal videre på job.
Vi løber i socialt tempo – Alle kan være med!
Dine værter
Harlo & Meyer er et nyt og uformelt spisested på hjørnet af Gammel Kongevej og Hauchsvej på Frederiksberg (tidl. Meyers Bageri), hvor bageri, konditori, vinbar og køkken smelter sammen under ét tag. Bag stedet står kok André Skjødt Andersen og vinmand Bo Bratlann – i tæt samarbejde med Claus Meyer, som fortsat er en del af ejerkredsen.
Raw Culture er et moderne kombuchabryggeri baseret i Danmark. De brygger levende, økologisk kombucha med fokus på kvalitet, smag og funktion – altid naturlig og fyldt med smag. Deres mission er at skabe et bedre og mere ærligt alternativ til traditionelle læskedrikke, uden at gå på kompromis med hverken smag eller oplevelse.
Copenhagen Cooking er Nordens største madfestival og sætter hvert år rammen for mere end 100 madevents i samarbejde med byens stærkeste madfolk. Festivalen hylder sæsonens råvarer, madglæde og fællesskab – og i 2025 er løget årets hovedperson og Provence er årets venskabsregion.
I tilfælde af dårligt vejr…
Vi løber i al slags vejr, så husk løbetøj, der passer til vejrudsigten – regnjakke, solbriller eller begge dele!
Bemærk: Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig (så vi ved, hvor mange BMO’er vi skal smørre). Hent din gratis billet her på siden.
Arrangementet er en del af Copenhagen Cooking, en årligt tilbagevendende madfestival i København. I 10 dage fra 15. – 24. august samler vi de absolut bedste kokke, restauranter, gastro-nørder, kulturinstitutioner og madfolk for at hylde hovedstadens madscene.
Følg Copenhagen Cooking her:
Facebook
Instagram
Nyhedsbrev