Kom og spis med når vi samles ved langbordene og hylder fællesskab, velsmag og vellyd ved årets hyggeligste gadefest i Nordvest!
De to nordvest-naboer Rødder x Fire Tyve slår pjalterne sammen og ruller langbordene ud under den store NV-gadefest på Bygmestervej. Sammen serverer de lækre retter på sommerens bedste økoråvarer fra små lokale og regenerative jordbrug. Det lokale Skruens Bageri serverer deres dejlige surdejsbrød, mens lokale barer sørger for en lind strøm af kølige drikkevarer. Undervejs giver de to lokale musikere Live Johansson (Livestrings) og Nicolai Kornerup en livekoncert, som spænder over både den klassiske musik, nordisk folkemusik og jazz.
Dine værter
Rødder holder til i Pladefabrikken på Bispevej i NV, hvor de til hverdag har en åben frokostkantine, der transformeres til et hyggeligt eventspace i weekenderne, laver økologisk catering, langborde i marken, koncerter og meget mere - alt sammen med udgangspunkt i hyggelige og nærværende rammer, økologiske og lokale råvarer fra små regenerative jordbrug og grøn velsmag på tallerkenen.
Vinbaren Fire Tyve slog sidste forår dørene op i baggården hos Demokrati Garage på Rentemestervej. I afslappede rammer kan man boltre sig i nøje udvalgte naturvine, masser af snacks & små retter, lavet af lokale råvarer fra små økologiske gårde. Fire Tyve er i 2024 kåret til årets bar i Politiken.
I tilfælde af regn...
I tilfælde af meget dårligt vejr vil arrangementet blive aflyst. Du modtager direkte besked fra arrangøren.
Kål i fokus
Årets hovednavn på Copenhagen Cooking 2024 er kålen, og under overskriften Kålkærlighed får den en ubestridt hovedrolle i ambitionen om at gøre denne alsidige grøntsag endnu mere attraktiv.
Kålen er nemlig fuld af smag, økonomisk overkommelig, mættende, sprudlende af sundhed og både god for kroppen og klimaet – og så trives den i vores lokale klima. Se alle madevents med kålen i fokus her og køb årets kålplakat af Pine Cone Project her.
Læs mere om Årets hovednavn her.
MENU
Grønne family-style serveringer med masser af smag og fylde!
Hjemmebagt surdejsbrød fra Skruens bageri
Sprødt sensommergrønt fra Andelsgaarde, creme på hjemmelavet friskost, urteolie og sprød boghvede
Creme på ingridærter og solsikke, toppet med fermenteret surkålspulver
Knoldselleri og svampe fra Bygaard BBQ med solbær og masser af krydderier
Kartofler, syltede sennepsfrø, dansk feta og grønt fra Svanholm
Sommerkål i forskellige teksturer og tilberedninger
Arrangementet er en del af Copenhagen Cooking, en årligt tilbagevendende madfestival i København. I 10 dage fra den 16. – 25. august samler vi de absolut bedste kokke, restauranter, gastro-nørder, kulturinstitutioner og madfolk for at hylde hovedstadens madscene.
Følg Copenhagen Cooking her:
Facebook
Instagram
Nyhedsbrev